Når livets vægge og gulve pludselig slår revner
Vi vil snuble og falde i livet.
Mange gange.
Uden tvivl.
Du ved sikkert allerede, hvordan det føles, når livets vægge og gulve pludselig slår revner og måske falder helt fra hinanden under dig.
Det er en del af livets vej, at vi skal rejse os, snuble, falde og rejse os igen.
Mange taler om, at det er måden du håndterer og rejser dig fra dine udfordringer på, der afgør, hvad du lærer af dem.
Hvilken visdom og klogskab, du kan høste fra dem.
Jeg er enig.
Men jeg synes der er en anden del af livet, som er mindst lige så vigtig, som vi ikke taler om.
Nemlig, hvordan falder du?
Der er forskel på at falde og falde forlæns
Hvis du bevæger dig mod det, du gerne vil, og falder – så falder du på vej mod det, du vil. Du falder forlæns.
Hvis du derimod lader dit liv styre mere af tilfældigheder og ikke rigtig ved, hvor du er på vej hen – jamen, så falder du bare. Hvor du nu er. Uden det nødvendigvis er på en måde eller et sted på livets vej, som du kan lære (noget) af.
Har vi gjort os klart, hvad vi vil i livet; i karrieren, i privatlivet, hvilken krop vi vil bo i, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være, er vi allerede godt på vej. Så bevæger vi os med styrke, kraft og retning. Fremad.
Den samme styrke, kraft og retning vil hjælpe os op, når vi falder.
For vi vil falde. Men falder vi forlæns, kan vi snart genoptage vores skridt og igen være på vej.
Hvordan falder du?
Når jeg tvivler på min vej, når jeg frygter at snuble, så ser jeg denne korte video med Denzel Washington. En mand, der også er faldet i livet mere end en gang – og offentligt – men formår at have et perspektiv på livets vej, som inspirerer mig.
>>> Giv dig selv 5 minutters inspiration med Denzel Washington her: Fall forward
Er du på rette vej?
Hvordan falder du?
Kærligst,
Anja