Min Historie
Fra corporate karrierekvinde til
nærværende mor og succesfuld virksomhedsejer
Min barsel var næsten slut, min far lå alvorligt syg, og min chef havde netop fortalt mig, at halvdelen af mine medarbejdere havde grædt på hans kontor, da de hørte, jeg kom tilbage. Selv havde jeg fået besked om, hvad jeg skulle som det første, når jeg var tilbage i job: Løse en organisationsopgave for bestyrelsen på 6 uger, som ville indebære omstruktureringer og afskedigelser, også blandt mine egne.
Min første tanke var: Det fixer jeg! Jeg var jo en erfaren og ambitiøs karrierekvinde med mange års træning i de ’maskuline dyder’ fra en benhård konsulentbranche. Træning, der havde gjort mig dygtig til at smøge ærmerne op, træffe beslutninger og arbejde hårdt, analytisk og længe for at nå i mål. Min næste tanke var: Nej! Jeg ville finde en anden måde at lykkes på.
Fra et til to ben
I det øjeblik traf jeg en beslutning om, at jeg både ville være en nærværende mor og have en meningsfuld karriere, hvor jeg var leder som MIG og ikke den, jeg var blevet i mit forsøg på at tilpasse mig konsulentbranchens performance-kultur. Kort efter tog jeg et kursus i feminint lederskab om balancen mellem det feminine yin og det maskuline yang.
Hvor jeg hidtil havde haft fornemmelsen af at gå på ét ben i min karriere, blev mødet med yin samtidig mødet med mit andet ben: at jeg havde en masse feminine ressourcer i mig, som jeg slet ikke brugte nok! Med den indsigt tog jeg mit første skridt på en dyb rejse, der langsomt kom til at forandre alt.
Jeg begyndte at (genop)træne mine feminine ressourcer som tillid, ro, åbenhed, intuition og indadvendthed, alt det jeg havde gemt væk meget længe. Mærkede efter i min krop og lænede mig ind i, at løsninger kunne og ville lande uden styring ned til mindste detalje. Samtidig skruede jeg ned for mine maskuline ressourcer – som kontrol, analyse, konstant høj fart og fokus på det næste – men fortsatte med det, der også er mig: Mit drive, mit engagement og min målrettethed.
Spirende forandringer
På det tidspunkt var jeg HR Udviklingschef i Københavns Lufthavne og kunne ikke sætte mig og meditere midt i det hele, men ofte trak jeg lidt frisk luft, gik en tur, trak vejret helt ned i maven og skabte tid til at danse, nyde og være i ro i min hverdag. Små, men for mig meget nye ting, der udviklede sig til fundamentale ændringer i mit personlige lederskab – og i min karriere.
Jeg mærkede først forandringerne i mig selv og kort efter i mine omgivelser. I mit netværk fik jeg reaktioner som ’wow, du oser af ro, overskud og balance, men performer stadig – hvordan er du lykkedes med det?’. Min chef sagde siden, at han nød at se mig udfolde mit store ledelsespotentiale, og af mine medarbejdere – også af dem, der havde grædt over, at jeg kom tilbage fra barsel – blev jeg opfordret til at lade min personlige rejse være en inspirationskilde for andre.
Selv tænkte jeg, hold da op, ja det er særligt - at jeg under de her forhold har skabt en meningsfuld og energigivende karriere uden slid og med overskud til et privatliv, der også rummer det, jeg ønsker. Det må jeg give videre!
Nye ubalancer
Jeg fortsatte som leder i Københavns Lufthavne et par år, mens jeg dykkede længere ned i de feminine ressourcer og begyndte at udforske det spirituelle. Et sted på rejsen blev jeg dog så optaget af, hvad spirituelle lærere fornemmede om mig som menneske, at jeg var tæt på at miste min balance igen – præcis som da jeg var for maskulin og tog beslutninger ud fra mit hoved og ikke nødvendigvis mit hjerte.
Jeg mærkede det, fordi min udvikling begyndte at stagnere, ligesom min kreativitet lukkede ned. Jeg blev usikker, ked af det og frustreret, men det var ikke en mulighed for mig at søge tilbage til mit gamle maskuline drive. I stedet måtte jeg igen sande, at hverken en maskulin eller feminin yderpol virkede for mig. Jeg måtte bygge min egen bro imellem for at være i konstant bevægelse i livet.
Dybere rejser
Min vej ud af stagnation var at kigge på min frygt. Det var svært, fordi jeg altid primært havde fokuseret på det, jeg gerne ville have. Over tid opstod der dog en dyb accept af livet som både mørke og lys – at vi er nødt til at også at kunne være med mørket, ellers stagnerer vi og lukker ned pga. vores modstand mod det, som ER. Nu ved jeg, at jeg ikke går i stykker, fordi jeg går igennem en svær tid, og at jeg netop ved at være med det svære (fremfor at flygte fra det) godt kan være i bevægelse alligevel. Det har gjort min krop til et trygt sted at være og beriget mig med nye niveauer af integritet og mod.
Ud af disse dybe rejser opstod lysten til at blive selvstændig og i 2012 stiftede jeg KAiBA, som står for KArriere i BAlance. Her nyder jeg i dag at give mine gennemprøvede værktøjer og seneste erkendelser videre til andre, der også ønsker at gå på to ben. I livet og i arbejdslivet. Maskuline og feminine ressourcer, integritet, energi, glæde og nydelse er nøgleord for mig, og jeg fokuserer på at skabe konkrete forandringer på kort tid. Lige der, midt i travlheden, fordi jo flere tobenede vi er, jo mere balancegang fuld af livsgnist og udvikling kommer der i verden.
NU EJER AF 2 VIRKSOMHEDER
Happy Heart er den seneste større udvikling i mit arbejdsliv - en virksomhed, som jeg i 2019 købte sammen med min veninde Anette, fordi begge vores hjerter skreg JA!, da muligheden opstod. Happy Heart er 'energi på flaske' i form af aromaterapeutiske produkter, og understøtter alt det jeg står for og arbejder for. Happy Heart er en ordløs genvej til at komme i nærvær, mærke ind og dermed tage vare på det, som kalder indefra www.happyheartthecomapnay.com.