Der sad de.
12 afsindigt kompetente og vidende kvinder, som bestrider ansvarsfulde stillinger, er selvstændige og på alle måder er typer, der har styr på det.
Og alligevel havde flere af dem én ting til fælles.
Èn ting, som havde bragt dem langt.
Og nu mere eller mindre i knæ.
Kvinderne deltog på mit udviklingsforløb, og nu sad de der – i de smukke og beroligende omgivelser på Skodsborg Kurhotel og de kunne mærke det, som mange karrierekvinder i al hemmelighed kæmper med:
De var sk*** bange for at falde igennem.
For ikke at lykkes.
Og åh, hvor jeg kender den følelse!
For deres karrierer er båret af, at de har gjort det, de er bedst til: præstere og levere (imponerende) resultater. Det har givet dem forfremmelser og anerkendelse.
Og det skal anerkendes. Det skal belønnes ordentligt.
Præstationen er ikke problemet.
Problemet er, at de ikke har kunnet lade være med at præstere.
Som Duracell-kaninen fra TV-reklamerne i start 00’erne har de bare kørt derud af. Hevet ordren hjem. Landet kontrakten. Forhandlet de gode betingelser. Kørt en afdeling og en forretning. Skabt stribevis af succeser.
Men desværre …
har de også kørt deres batterier flade.
Nu sad de der og vidste ikke, hvad de skulle gøre ved deres for lange to-do lister, deres manglende (arbejds)glæde, der var druknet i indbakken et sted.
Hvornår er nok, nok?
At kunne præstere kan bringe os langt.
Men præstationen har også en bagside:
Hvornår er nok, nok?
Hvis vi identificerer os med – og måske baserer vores karriere på – at præstere, bliver dét at levere (mere, hurtigere og bedre) vores målestok for vores eget værd.
Tanken om ikke at kunne det, er næsten umulig. Og i hvert fald ubærlig.
Det betyder med andre ord, at fiasko – at fejle – hverken kan eller må ske.
For betyder det så, at jeg ikke er god nok?
Frygten for ikke at være god nok er oftest den blinde makker til alle præstationsdrevne kvinder og mænd.
Og når frygten for at falde igennem i virkeligheden er det, der ubevidst driver vores præstationer, ender vi som slaver – af os selv. Vi knokler, leverer, udvikler, performer – mere, bedre og hurtigere.
Indtil vi ender som flere af kvinderne foran mig den dag på Skodsborg – ude af stand til at holde ordentlig gang i alle hjulene længere.
Førend vi erkender, hvilken frygt der reelt set driver vores ellers positive egenskaber, er vi ikke frie.
For omme bag enhver positiv egenskab – som at kunne præstere virkelig gode resultater og kunne lide det – gemmer sig også altid en modsætning.
Og er vores identitet f.eks. at præstere, kan alt det modsatte blive (meget) svært for os: at kunne tage pauser; at kunne sige nej når nok er nok; at bede om hjælp og kunne balancere arbejdsliv og privatliv.
Med erkendelsen i hjertet derimod, kan vi begynde at give plads til – og træne – alt det vi har begrænset os selv i at gøre og være. Også.
Hvem er den dygtige medarbejder og leder?
Den dygtige medarbejder og leder er derfor ikke hende eller ham, der kun leverer til bundlinjen og chefens tilfredsstillelse – det er hende eller ham, der også giver til sig selv i form af grænsesætning, balance mellem tid på og fra arbejdet (både fysisk og mentalt) – og er klar over, hvad der dybest set også driver gode resultater.
Så hun eller han kan lede sin tid fremfor at være slave af den.
Læs mere her om udviklingsforløbet, kvinderne deltog på.
Kærligst,
Anja